Siden den europæiske arveforordning trådte i kraft, har afdødes »sædvanlige opholdssted« været det eneste afgørende kriterium for at afgøre, hvilken arvelov der finder anvendelse på den pågældende arv. Det er ikke længere - som det tidligere var tilfældet inden for EU og stadig er det i dag i mange lande uden for EU (og muligvis også Danmark og Irland) - nationaliteten.
 

Noget andet gælder kun, hvis der blev foretaget et såkaldt »lovvalg« i testamentet, dvs. at testator skrev i testamentet: »Tysk lov skal gælde for min død«. I dette tilfælde ville tysk lov også gælde, hvis afdødes sædvanlige opholdssted var i Østrig. Et sådant lovvalg er dog kun muligt til fordel for den lov, som testator tilhører. Tyskeren kan derfor bestemme, at tysk lov skal anvendes, men f.eks. ikke italiensk lov.
 

Ellers er det kun afdødes sædvanlige opholdssted før dødsfaldet, der er relevant. Og dette sædvanlige opholdssted er afgørende for hele boet, uanset hvor spredt det måtte være inden for EU. Dette omfatter også fast ejendom i et andet medlemsland.
 

Men hvad er »sædvanligt opholdssted«?
 

Det sædvanlige opholdssted i henhold til EU's arveforordning er det sted, hvor en person havde sit livscentrum på dødstidspunktet. Det afhænger af de faktiske levevilkår, ikke kun af en formel erklæring eller et juridisk domicil. Jeg spørger altid mine klienter: Hvor var den afdøde »hjemme«? Hvis han eller hun var på ferie og derefter sagde til sine pårørende: »I morgen tager jeg hjem«! Hvilket sted var det så? Det var sandsynligvis det sædvanlige opholdssted.
 

Men lad os tage en mere systematisk tilgang til spørgsmålet:
 

For at bestemme det sædvanlige opholdssted tages der hensyn til forskellige faktorer, herunder:
 

- Bopælens varighed og regelmæssighed: Hvor længe og kontinuerligt har personen boet det pågældende sted?
 

- Levevilkår: Hvor var fokus for personlige, familiemæssige og professionelle relationer?
 

- Integration: I hvilket omfang var personen integreret i det sociale og kulturelle miljø på stedet?
 

- Intention om at fortsætte opholdet: Er der tegn på, at personen havde til hensigt at blive permanent?
 

Forskellige aspekter er derfor meget vigtige:
 

»Sædvanligt opholdssted« er et kvalitativt begreb, ikke et kvantitativt! Antallet af dage på et år tælles ikke, men kvaliteten af opholdet på stedet tages i betragtning. Hvad var hans/hendes »hjem«? Havde han/hun lyst til at blive der? EU-Domstolen taler her om »animus manendi«, »viljen til at blive«.
 

Formelle aspekter som f.eks. spørgsmålet om, hvor man var registreret, hvor pensionen blev udbetalt, hvor skatten blev betalt, kan være indikatorer. Men ikke mere.
 

I min praksis med at anvende begrebet »sædvanligt opholdssted« i omkring 150 sager har jeg kun én gang været ude af stand til at afklare spørgsmålet om, hvor dette var efter min egen overbevisning. Men det skyldtes, at klienten - testators søn - boede på den anden side af jorden og kun havde sporadisk kontakt med sin far. Så vi manglede simpelthen den faktuelle viden. Så er det selvfølgelig svært at arbejde. I dette tilfælde skulle vi vælge mellem Østrig (vores synspunkt) og Ungarn (enkens synspunkt). Det var vigtigt, fordi sønnen var blevet gjort arveløs og nu var i strid om tvangsarven. I Østrig er det halvdelen af den lovpligtige arveandel, i Ungarn kun en tredjedel. Heldigvis for sønnen kunne vi blive enige med modparten om et engangsbeløb, så spørgsmålet om sædvanligt opholdssted ikke behøvede at blive afgjort. Alle involverede opførte sig meget korrekt her, hvilket desværre ikke altid er noget, man kan stole på.
 

Du skal give os fakta til brug for beslutningen om, hvor det sædvanlige opholdssted var. Vi vil så analysere dem og præsentere dem for retten.
 

Jeg håber, at jeg har kunnet give dig lidt hjælp til dine overvejelser!